I Danmark bygger kulturpolitikken på ”armslængde-princippet”, hvilket kan karakteriseres som den afstand (armslængde), der er mellem de politiske rammebevillinger til kunst og kultur og de indholdsmæssige beslutninger på lokalt plan – eller som politikken så klart blev formuleret af den tidligere kulturminister Julius Bomholt i 1963 ”Nok støtte, men ikke dirigere” (Duelund, P., 1995, p.17). Det betyder, at en stor del af de kulturpolitiske beslutninger overlades til lokal selvforvaltning i de enkelte museer. Eksempelvis opfordrer Kulturarvsstyrelsen museerne til at fremme deres formidlingsindsats og har derfor oprettet en særlig pulje, som museerne kan søge om tilskud fra, og her er det så det enkelte museum, der kan definere den indholdsmæssige disponering af støtten, så længe indsatsen følger den overordnede politiske strategi om at udvikle formidlingen. Det danske museumsnetværk kan således forvalte statstilskuddet individuelt, men er i fællesskab underlagt samme lovmæssi- 12 http://www.kulturarv.dk/museer/om-museerne-i-danmark/ 13 Flere museer i Danmark er i færd med at fusionere og derfor kan det samlede antal ændres, men på Kulturarvsstyrelsens hjemmeside nævnes 122 som det nuværende antal museer (http://www.kulturarv.dk/museer/om-museerne-i-danmark/) Den digitale generation på museum 23 ge krav, der har til formål at sikre den danske kulturarv. Ifølge museumslovens kapitel 1, § 2 skal museernes varetagelse af kulturarven ske gennem fem kerneopgaver, nemlig indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling14. Disse fem områder udgør ”søjlerne” i det museale arbejde, og det er da også disse fem, der har dannet centrum for debat gennem tiden.
Diskussionen har foregået både internt i museumsnetværket og eksternt blandt politikere og publikum. Museerne forvalter den fælles kulturarv, og derfor har vi stort set alle en holdning til, hvad kulturarv er, hvad der skal bevares for eftertiden, hvordan vi gerne vil opleve vores kulturarv, og så videre. De fem søjler afføder en række teoretiske og praktiske spørgsmål, som centrerer sig om museumsinstitutionens identitet og funktion – sagt med andre ord: hvad selve formålet med museerne er. Hvordan disse spørgsmål i praksis har udmøntet sig, vil jeg uddybe i afsnit 3.3, men først en afklaring af problematikken på et videnskabeligt niveau i den museologiske disciplin. 3.2 DEN MUSEOLOGISKE DISCIPLIN Museologien blev officielt anerkendt som videnskabelig disciplin af den internationale museumssammenslutning ICOM i 1971. Ifølge professor i museologi Friedrich Waidacher er ’museologi’ en fællesbetegnelse, der dækker over beskrivelsen, klassificeringen og formidlingen af både teoretiske og praktiske forhold, som er relevante for fænomenet museum (Waidacher, F., 1997, p.95). En lignende, men lidt mere omfattende definition udfoldes af professor i kunsthistorie Peter Vergo: ”museologien omfatter studiet af museer, deres historie og underliggende filosofi, de forskellige måder som de er blevet etableret og udviklet på, deres erklærede og uudtalte formål og politik samt deres uddannelsesmæssige eller politiske rolle.”(Ingemann, B. & Larsen, A. H., 2005, p.9) Peter Vergo har senere udvidet sin forståelse af museologien til også at omfatte tilskuere, etik og andre lovmæssige opgaver (Ibid). Museologien er en tværfaglig disciplin og favner således over et bredt område. Derfor har der gennem tiden også hersket delte meninger om, hvordan museologien skal afgrænses, opfattes og anvendes. I den danske museologi skelnes der typisk mellem en praktisk museologi og en teoretisk museologi. Den første kan karakteriseres som en praktisk redskabsdisciplin og beskæftiger sig med, hvordan de fem søjler i museumsloven skal udføres i praksis. Den teoretiske rummer en analytisk og kritisk-refleksiv tilgang og forsøger at afdække de underliggende værdier i måden, hvorpå de museale opgaver bliver løst (Larsen, A. H., 2001, p.11).