Forandringerne inden for museumsinstitutionen har rod i de større samfundsmæssige politiske, sociale og kulturelle forandringer, der prægede slutningen af det 20. århundrede og som af Qvortrup betegnes som overgangen fra industrisamfund til et informati- 15 http://www.kulturarv.dk/i-fokus-nu/museumsudredning/ (lokaliseret den 18-06-2010) 16 Diskussionen om museernes fremtidige identitet har blandt andet kunnet læses i Kristeligt Dagblad, der i april 2010 havde en større artikelserie om museernes fremtid, Politiken Kunst 19-04-2010 og 05-05-2010, Danske Museer – Museernes eget tidsskrift, på konferencerne Museums and the Web, Organisationen Danske Museers årlige internationale formidlingsseminar og på weblogs som www.museumtwo.blogspot.com, www.museum30.ning/com, www.formidlingsnet.dk Den digitale generation på museum 25 onssamfund, hvilket er præget af hyperkompleksitet. Når ”samfundet er kommet i tvivl om sin egen selvbeskrivelse” får det ifølge Qvortrup betydning for vores forståelse af, hvad information, kommunikation, læring og teknologi er, hvilket de følgende kapitler vil illustrere (Qvortrup, 2000, p.11).
I museumssammenhæng kan konsekvenserne af den ændrede samfundsforståelse identificeres i udviklingen af den ”ny museologi”, der stiller spørgsmål ved traditionelle museale processer, og i praksis kan forandringen identificeres som et fokusskifte, hvor museernes blik nu er rettet ud af museet mod publikum frem for et tidligere fokus på samlingen inde i museet (Løssing, A. S. W., 2009, p.9). Museumsinstitutionen er ved at åbne sig op og ryste sit lidt støvede image af sig som et tempel. Arkitektonisk er mange museer gennem tiden blev bygget som ophøjede monumentale bygninger med tydelige referencer til eller som direkte kopier af templer, som ofte forbindes med aura, magt, visdom, fordybelse og rituelle ceremonier (Hooper-Greenhill, 2004; Duncan, C. 1995). Placeringen er ofte tilbagetrukket med stort anlagte haveanlæg og mange trapper, der skal forceres, grandiose indgangspartier med marmorskulpturer, friser og søjler, der alt sammen medvirker til at sætte stemningen for oplevelsen. Med tiden har denne oplevelse fået en ekskluderende effekt, fordi udvælgelsen og principperne for præsentationen af genstandene ligeledes har været svært tilgængelig for den almindelige sammensatte befolkning (Kulturarvsstyrelsen, 2009a, p.11). Den canadiske museolog Duncan F. Cameron betegner denne udvikling som det ekskluderende museum, der er rodfæstet i den demokratisering af kulturarven, som fandt sted i 1960’erne (Løssing, 2009, p.10).
Med oprettelsen af Kulturministeriet i 1961 gennemførtes et omfattende kulturpolitisk reformarbejde, der kan sammenfattes under begrebet ”demokratisering af kulturarven”. Denne kulturpolitik byggede på et ”dannelseskultursyn” med det erklærede formål, at gøre kunsten og kulturen tilgængelig for alle, så den kunne medvirke til at oplyse og danne den brede befolkning (Duelund, 1995, p.36). Museerne fik hermed en vigtig opdragende funktion i samfundet, men allerede fra 1970’erne begyndte en gradvis nedbrydning af det idégrundlag, der lå bag oplysningstidens museumsprojekt. Opfattelsen af kultur skiftede fra et snævert kulturbegreb, der angik ”finkultur”, til et pluralistisk kulturbegreb, som omfattede flere delkulturer med forskellige udtryksformer (Ibid). Den afgørende forskel var, at kulturen blev forstået som en proces frem for den tidligere opfattelse af kultur som statiske genstande. Den generelle samfundsmæssige overgang til det postmoderne hyperkomplekse samfund har ligeledes været kendetegnet ved en nedbrydelse af universelle sandheder og autoriteter til fordel for et pluralistisk, relativt og mangfoldigt verdenssyn.